Historisk Have

Historisk Have

Den historisk-botaniske have var den første af sin art herhjemme. Den er tegnet af havearkitekt G.N. Brandt. Dens forbillede er renæssancehaven, som den bl.a. er beskrevet i den ældste danske havebog fra 1647: Hans Raszmussøn Block, Horticultura Danica: “Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Hawe i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis”. Der er således nok at se på, dufte til og smage på. Men vil man blot på afstand nyde det smukke syn af de mange urter, kan man for en tid slå sig ned på en bænk i en lun krog. På foranledning af Turistforeningen og med assistance fra bl.a. kommunegartner G.N.Brandt, Gentofte etablerede man i 1921 denne Danmarks første Historisk-botanisk Have. Haven er en samling af de gamle Almueplanter, der har været i Kulturens, Skønhedens og Lægekunstens tjeneste i Generationer. Haven, der i folkemunde kaldes Saras have, er placeret vest for museet på det historiske ruinterræn. Sara var en kendt skikkelse i 1800-tallets Vordingborg. Hun boede i Riddergade, men havde en meget stor have på ruinterrænet, dog ikke på samme sted som Historisk-botanisk Have ligger i dag, men på plænen øst for Gåsetårnet ved de gamle frugttræer. Der er gratis adgang.

GPS: 55°00.441 N 11°54.624 E